Studier

Syv dage med sanser på stilke

- et uddrag af nyere arkitektur oplevet under en studietur til London i 2006.

Doctors' Surgery. Arkitekter: Guy Greenfield Architects 2000. Foto og skitse: Anette Mørch.

Doctors' Surgery

Jeg tog toget til Hammersmith, som er en af de gamle undergrundsstationer med glaserede klinker på væggene og rammer med reliefmønster om billetluge og "tickets" keramisk indføjet. Herfra til fods, efter at have forceret en del vejfletninger, nås lægehuset, der er et raffineret lille 2-etages byggeri i sin helt egen ånd beliggende tæt op af trafikken. De hvidpudsede dobbeltkrumme skaller forskudt for hinanden danner en tilsyneladende lukket facade mod gaden. Men kommer man fra modsat retning er det de indskudte glasbræmmer i bygningens to etagehøjder, der er førstehåndindtrykket. Indgangspartiet er skåret ind i facaden med en bagvæg i indfarvet gul okker. Husets gavle og tag er kobberplader. Indenfor må jeg nøjes med at opleve receptionen. En buet enkel bænk delt i to af rygstødet udgør ventepladserne. En turkis væg bag trappen til 1. sal tilfører det hvide rum kraft og karakter. Rummet, der følger bygningens krumme form vender modsat indgangspartiet ud mod en lille have. Hvis jeg havde været syg, tror jeg, at jeg allerede i venteværelset ville være godt på vej til at blive rask!

Arkitekter: Guy Greenfield Architects, 2000

The Monsoon Building. Arkitekter (restaurering): Allford Hall Monaghan Morris 2001. Foto: Anette Mørch - Peckham Library. Arkitekter: Alsop & Störmer 1999. Skitse: Anette Mørch - Tate Modern. Arkitekter: Herzog & De Meuron (ombygning) 2000. Foto: Anette Mørch.

The Monsoon Building

Til fods er dette hus med sin beliggenhed klods op af motorvejsnettet ikke nemt tilgængeligt. Til gengæld belønnes jeg for mine anstrengelser, da jeg endelig får nærkontakt med den markante bygning, der er præcis så delikat i virkeligheden, som den tager sig ud i fotografisk gengivelse og mere til. Autenticiteten bliver anderledes nærværende, da jeg med egne øjne konstaterer, at den flødefarvede overflade stammer fra 2x2 cm mosaikstifter, som beklæder den underliggende beton. På husets bagside og faktiske ankomstside er betonkonstruktionen rå. Om dette skyldes funktion eller økonomi er mig ubekendt. Den modernistiske bygning blev opført så sent som i 1969 oprindeligt som the Paddington Maintenance Depot. Fra tidligt i 1990erne indtil 2001 henstod huset uvedligeholdt og delvis forladt. Det nu fint restaurerede hus virker som et smykke, en klassisk haut couturemodel som prenter sig ind på nethinden trods forbifarten. Jeg kigger og aflæser bygningen med fornøjelse. De heldige brugerne er The Monsoon Accessorize LDT og Wymore Ltd.

Arkitekter (restaurering): Allford Hall Monaghan Morris, 2001

Peckham Library

Et hus på trods! Selvom biblioteket var årsagen til, at jeg var taget til Peckham, oplevede jeg det nærmest som et luftsyn, da jeg kom til bygningen. Vejen fra Peckham Rye Station til biblioteket går langs forsømte huse, bymæssigt sammenhængende med neonoplyste forretninger i gadeniveau. Fodgængerne er en mangfoldig kulturel blanding af efterkommere af londonere, asiater og især afrikanere. Peckham er beliggende sydøst for Themsen. Samtidig med at det særegne miljø har tillokket kunstnere og akademikere, bærer bydelen præg af at være socialt belastet, miljømæssigt nedslidt og har i et par årtier lidt under et image af rå kriminalitet. Men fra begyndelsen af årtusindeskiftet tog man offentligt med EU-midler fat på at gen-/nyskabe et trygt miljø for både indbyggere og besøgende.

Biblioteket ligger ved et lille nyt torv over for et lige så nyt fitnesscenter. Automatisk lægger man hovedet bagover, for huset knejser op i himlen, delvist løftet af tynde skråtstillede søjler, der i forlængelsen af turen fra stationen får biblioteket til at forekomme næsten elskværdigt inviterende. LIBRARY er med kæmpe bogstaver tegnet ind i den blå luft, men dog fæstnet på bygningens tag, hvor en stor rød "tunge" skærmer for ventilationsaftrækket. Huset har form som et nedlagt L, der står på det korte ben. I benet er administrationen, de sekundære rum og elevator placeret. Biblioteksfunktionen er i det vandretlagte lange ben, der som tag krænger ud over indgangspartiet. Jeg overraskes af den farverige glasbeklædte nordfacade. Det er netop det, jeg godt kan lide ved huset: plantet her midt i det rå, så sårbar og let.

Materialerne i den indvendige trappeopgang er dog robust galvaniseret tråd og beton, men inde i varmen i 4. sals højde, hvor man ankommer som bruger, åbenbares et blødt biblioteksunivers ud over det sædvanlige. I den rektangulære bygning er der indskudt dobbeltkrumme "rumkapsler" båret af skrå piller. Som rum eller som "reder" i rummet (Samantha Hardingham(se kilder)). De organiske former er beklædt med formbøjede skiver af nøddefarvet krydsfiner. Interiøret og størrelsesordenen giver en følelse af tryghed og ro. I de lydisolerede indskudte rum er der møderum, et børneaktivitetscenter og et Afro-Caribisk studie center. Jeg spørger om lov til at fotografere. "Helst ikke, nogen kan finde det anstødeligt", siger den midaldrende venlige bibliotekar.

Biblioteket fik den prestigefulde Stirling prize i 2000. Siden er dette blevet kritiseret i The Guardian af Irena Baumann, arkitekt i Leeds, der bl.a. påpeger et tilgængelighedsproblem, men hvis hovedærinde er en generel kritik af prisen (Stirling prize) gående på at hylde designet men overse fejl, mangler eller budgetoverskridelser.

Arkitekter: Alsop & Störmer, 1999

Tate Modern

Opført som kraftværk i 1947 i hjertet af London på den sydlige side af Themsen. Arkitekt Sir Giles Scott. Nedlagt som kraftværk i 1981. Fremstår nu som et ypperligt eksempel på vellykket tranformation af en bygnings brug. Tate Modern blev indviet som kunstmuseum i 2000.

Arkitekter: Herzog & De Meuron (ombygning), 2000